Genvej til hovedindhold

Utraditionelt udlandsophold som lederudvikling på executive-niveau


København, Danmark - 29 maj 2012: Det er ikke enhver dansk executive beskåret at booste sine lederkvalifikationer i en global kontekst fokuserende på CSR og uden at brænde broerne til et topjob på hjemmefronten. Helle Valentin fra IBM Danmark har som en af de få fået muligheden.

Den 17. maj forlod Helle Valentin – den højeste placerede danske kvinde i IBM Norden - den hjemlige andedam for at rejse til Rabat i Marokko som del af IBM’s Executive Service Corps (ESC). Programmet giver de deltagende executives mulighed for at prøve kræfter med komplekse problemstillinger i vækstmarkeder verden over. For værtsbyerne, er det en chance for at drage fordel af IBM ekspertise i at arbejde med økonomiske, sociale og miljømæssige udfordringer. Programmet er altså mere end bare et filantropisk program – det er også lederudvikling på højt plan samt forretningsudvikling og hjælp til opbygning og økonomisk udvikling i vækstmarkeder.

I fire uger får Helle mulighed for at pleje både sin IBM-karriere, sit globale mindset og sin passion for at være med til at gøre en forskel - en mulighed som Helle før sin afrejse opsummerede således: ”Jeg glæder mig til at bruge mit lederskab i en helt anden sammenhæng, end jeg gør til daglig. Til at bruge alle de ting jeg har lært til at bidrage på en ny og mere direkte måde i en helt anden kultur og til at opleve et af verdens vækstmarkeder på førstehånd.”

Transportsystem skal sætte skub i by- og regionsudviklingen

Helle skal sammen med fire andre IBM-executives fra henholdsvis USA, Indien og Argentina arbejde sammen med bystyret i Rabat, som har bedt om IBM’s hjælp til at løse udfordringerne med etablering af et transportsystem til hele Rabat-området.

Rabat er hovedstad og regeringsby i Marokko, og i en måned skal de fem IBM-executives hjælpe byen med at etablere en governance-model på trafikområdet, at integrere transportsystemerne for at imødegå stigende trængselsudfordringer i en by i rivende udvikling samt se på en prisreguleringsmetode, der tager højde for det sammensurium af private og offentlige aktører og forskellige systemer på trafikområdet i byen. Under opholdet kan de fem deltagere trække på hele IBM’s globale apparat og har dermed ubegrænset adgang til de nødvendige eksperter.

Med sin ingeniør- og ledelsesbaggrund håber Helle at kunne inspirere bystyret i Rabat til at indføre intelligente løsninger på trafikområdet – løsninger der kan være med til at understøtte byens fortsatte udvikling og vækst: ”Det, der er fantastisk anno 2012, er jo, at verden er blevet smartere, mere intelligent og mere forbundet. Vækstlandene kan springe årtiers udvikling over. Tænk bare på hvor mange, der har mobiltelefoner med de muligheder, det giver. Det var der ikke for bare 20 år siden.”

Global karriere-bootcamp for executives

Udover en perlerække af spændende oplevelser og nye udfordringer forventer Helle, at opholdet i Marokko giver hende en faglig opgradering og en unik mulighed for at prøve sine lederkompetencer af i en fremmed kultur – hvilket også er nogle af tankerne bag Corporate Service Corps. ”IBM er en globalt arbejdende virksomhed, og ESC handler om at uddanne de rette ledere til sådan en slags virksomhed – ledere som evner at performe benhårdt, også i en helt anden kultur og under et tidspres at kunne levere en succesfuld løsning på et hvilket som helst problem. Lidt som en slags globaliserings-bootcamp for executives,” siger Helle og uddyber: ”Det er en helt unik måde at lave lederudvikling på – og udviklingen går begge veje. Gennem mit ophold i Marokko og samarbejdet med kollegerne på projektet forventer jeg, at vi når frem til et slutprodukt, der kan medvirke til Rabats fortsatte udvikling. Det bliver super spændende.”

Om Executive Service Corps

Gennem Corporate Service Corps sender IBM hvert år medarbejdere fra hele organisationen til udvalgte vækstmarkeder, typisk i den tredje verden, som et led i IBM’s CSR-program (Corporate Social Responsibility). Medarbejderne løser på not-for-profit-basis socio-økonomiske udfordringer i vækst- og udviklingslande. Gevinsten for IBM er, at medarbejderne får styrket deres erfaringer og kompetencer, når det gælder samarbejde på tværs af kulturelle, geografiske og økonomiske skel.

IBM Corporate Service Corps er blevet utroligt populært og får årligt ca. 10.000 ansøgere i hver pulje, men kun 200 kommer gennem nåleøjet i hver halvårlig cyklus.

BM’s Executive Service Corps-program er en udvidelse af IBM Corporate Service Corps målrettet IBM-executives. Til Executive Service Corps-programmet har der siden starten af 2012 på globalt plan været udsendt 18 executives på projekter rundt om i verden. Helle Valentin er en af de få, der er blevet udvalgt til programmet.

Kontaktoplysninger

Carsten Grønning
Pressechef IBM Danmark
28 80 35 16
cgr@dk.ibm.com

Relaterede ressourcer

Link til websteder

Relaterede XML-feeds
Emner XML-feeds
Corporate
IBM i Danmark
Smarter Cities
News about how IBM is helping to create Smarter Cities.
Smarter Planet
Pressemeddelelser med tilknytning til IBM's Smarter Planet initiativ